Gamle Scene

For år tilbage stod jeg backstage på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til premierefest på min yndlingsballet og drak vin og spiste paté fra buffeten. Det Kongelige Teater har for mine øjne altid været indhyllet i et magisk slør. Historien, disciplinen, skønheden. Tutuer allevegne. Billedskønne dansere, der på én gang er graciøse og sveddryppende. Æteriske alfer og fysiske muskler. Jeg forguder teateret og i særdeleshed balletten. Det Kongelige Teater har altid været toppen af kransekagen. En sagnomspunden, hemmelig verden, som menig mand aldrig får adgang til. Men det gjorde jeg! Jeg kom i besiddelse af det magiske medarbejderkort og listede ind ad den tunge metaldør i Tordenskjoldsgade efter premieren. Men ak, nymfer bliver til ren luft, når man forsøger at gribe om dem. Gamle Scene består blot af mure, og balletdansere er blot mennesker. Det syntes mig umuligt at føre en anstændig samtale med nogen, og min favoritdanser kiggede endog uinteresseret på mig, da jeg begejstret nævnte, at jeg havde sendt ham blomster året forinden. Jeg blev fortvivlet, drak mig aldeles fuld og pinliggjorde mig selv. Man skal passe på med at komme for tæt på det, man forguder. Det viser sig som regel, at det ikke er ens lovsang værdigt. Og pludselig gik det op for mig, at det jeg stod og spiste, blot var ganske almindelig leverpostej fra kantinen. Jeg nøjes nu med at kigge drømmende ned i teaterets kigkasse på den storladne scenografi og dansernes krumspring – på afstand! Den drøm jeg søger, er nok blot noget, mit eget indre har fabrikeret snarere end noget, der eksisterer i virkeligheden. Om en måned skal jeg se den selvsamme ballet endnu engang. Denne gang vil jeg undlade at aflægge visit steder, jeg ikke er inviteret.